Min camino

Min Camino
Min rejse mod pirgrimsvejen til Santiago de Compostela, Camino de Santiago, begyndte tilbage i 1998. På det tidspunkt i mit liv var jeg stille og rolig ved at åbne mig mod det spirituelle og åndelige i mit liv. Jeg var kommet til den mening at der er mere imellem himmel og jord end vi til daglig tager for givet. Jeg var begyndt at læse bøger som Den niende og den tiende indsigt af James Redfield, de gav mig noget at tænke over, og da jeg så fik læst Camino af skuespiller og forfatter Shirley Maclaine, var jeg solgt, jeg skulle vandre Camino de Santiago!! Så nu var det så bare et spørgsmål om hvornår? Det tager jo nogen tid at gå 800 km og hvornår havde jeg tid til det?. Der skulle gå 14 år inden jeg kunne se at der kom tid. Tiden var måske også godt valgt, da netop i disse år skete der ting i mit liv som gjorde at mit ændrer sig meget. Så jeg begyndte at forberede mig både mentalt og fysisk. Jeg trænede ved at gå lange ture med oppakning og deltage i b.la hærvejs marchen i Viborg, og jeg kunne stille og rolig mærke at jeg var klar, så 31-08-2013 kl 04.00 startede min rejse som skulle tage mig på en både fysisk og en åndelig rejse. Min nabo kørte mig til toget i Nyborg, herfra med SAS til Paris. Jeg landede i Charles de Gaulle lufthavn, og her stødte jeg på de første problemer, jeg havde valgt at tage min vandrestav med fra Danmark, men da jeg havde været nød til at spænde den fast på min rygsæk, blev det hele sendt som STOR bagage. Da jeg så stod og ventede på min bagage i lufthavnen, dukkede den ikke op, og jeg måtte efterlyse den. Det var ikke let, de ville sende den tilbage til Danmark når, og hvis den dukkede op, jeg stod fast på at jeg ikke ville forlade lufthavnen uden min bagage, og de blev en del frustrerede over at de ikke kunne komme af med mig, efter 20 min kom der så endelig en porter med min bagage, det viste sig at fordi den var stor bagage var den ikke lagt på transportbåndet, men at jeg selv skulle have hentet den ved stor bagage, de var der bare ikke nogen som havde fortalt mig, men nu vider med tog til Sant Jean Pied de Port ved grænsen mellem Frankrig og Spanien, hvor jeg ankom søndag d.01-09-2013 og fik mig indlogeret på et refugie. Nu kunne jeg så bare vente på at det blev mandag morgen så jeg kunne komme i gang. Jeg brugte tiden søndag, til at vandre rundt i byen og få de indtryk som både byen, men også alle de andre pilgrimme gav. Jeg mødte mange nationaliteter, og var overrasket den ro der i virkeligheden var, selvom vi jo var omkring 2000 pilgrimme, som alle var mere end klar til at komme af sted. Jeg mødte et par fra Australien. Mag og Jim, de havde besluttet at de ville tage en Europa turne og den skulle starte med at gå Caminoen. De havde valgt at forud bestille overnatning på hele turen, enten på hotel eller pensionater. Det betød jo selvfølge at de var bundet af at skulle gå en bestemt distance hver dag, en ting som ikke rigtig tiltalte mig, jeg ville gerne være fri til at gå så kort eller langt, som jeg nu følte den dag, nå men der er jo ikke to Caminoer som er ens. Der kom hurtig to Australier mere til, to kvinder som havde valgt at gå sammen Shirley som ikke regnede med at gå hele turen og Charlene som gerne ville gå det hele, og som håbede på at hun kunne få sin veninde til også at gøre det, de valgte at følge Mag og Jims ide og forudbestille overnatning, dog kun dag for dag. Efter en spændende dag, med den masse nye indtryk, var det tid til at gå til ro, for første gang sammen med 50 andre pilgrimme, i et rum i køjesenge, en ting jeg skulle vende mig til at skulle gøre de næste 35-40 dage. Det gik nu meget godt, jeg startede med at bruge ørepropper fra det øjeblik som jeg var i soveposen, og hørte ingen snorken den nat. Dag 1 Sant Jean Pied de Port til Roncesvalles 27 km

Jeg stod om kl 0530 og spiste morgenmad pakkede min rygsæk og var på vej kl. 0600 i mørke, og skulle det vise sig da jeg kom ud af byen, i tåge. Heldigvis var der mange andre end mig som havde den ide, så jeg kunne bare følge køen ud mod Pyrenæerne. Da jeg nåede til hvor det begyndte at gå op var solen så småt begyndt at lyse op og tågen forsvandt efter hånden som solen fik magt. Sikken udsigt udover Pyrenæerne, jeg startede med det samme med at tage billeder, men måtte sande, at de billeder gjorde ikke bjergene retfærdighed, så jeg begrænsede så min foto træng til de ting som var specielle. Det var en fantastisk vandring, en fuldstændig vild natur, og hvis ikke jeg var opmærksom, kunne jeg godt forstille mig at jeg ville fare vildt. Nu var jeg jo heldigvis ikke alene så alting var sikker. Opturen var ikke så hård som jeg havde forstillet mig, jeg kunne godt mærke at min kondi ikke var den bedste i verden, jeg lød som et damp lokomotiv men op kom jeg, og krydsede grænsen mellem Frankrig og Spanien, så nu var jeg rigtig på vej. Efter nogle timers vandring i bjergene med lidt op og ned stigning, begyndte det så at gå ned mod Roncesvalles, og når jeg skriver ned så mener jeg med, hold da op det var hårdt. Folk foran mig gik i sik sak for ikke at det skulle gå så stejlt ned. Denne ned stigning varede ca 2½ time og pludseligt kom Roncesvalles til syne, et stort kloster som var bygget om til at kunne huse mere end 150 pilgrimme. Der var en ny del og en gamle del. Jeg blev indkvarteret i den nye del da jeg var en af de første som ankom, dem der kom efter kom så i den gamle del og til sidst måtte de bruge nogle skurvogne som de havde stående, men 2000 pilgrimme er også mange mennesker. Efter at havde taget et bad og fået vasket mit tøj, var det tid til at udforske byen Det vat nu hurtig overstået, der bar 3 bar og et hotel + en kirke samt selvfølge det kloster jeg boede på så meget hurtigt fik jeg mig placeret på en bar nær hotellet, og der kom Jim, alene!! Hør hvad er der sket den Mag og de to andre?. Det viste sig at Jim ikke kunne vente på damerne, de talte for meget og holdte for mange pauser. Min tanke ” det var tidligt at de fandt ud af at de rent faktisk ikke kunne gå sammen” nå men det var jo ikke mit problem. Jim og jeg sad så og talte om turen, han havde også nydt opstigningen, men nedstigningen var han ikke så glad for og han havde problemer med sit ene knæ som han fik is til at putte på fra baren. Efter små 2 timer kom damerne så og de var trætte, og ville bare i bad og så hvile. Vi blev enige om at mødes om aftenen til aftensmad ved 1900 tiden, vi havde alle bestilt pilgrims menu og derved blev det. Kl 1900 mødtes vi i restauranten og fik valget om vi ville have suppe, salat, pasta og kylling, fisk kødret og is, kage, frugt. Hertil rødvin eller vand. Jeg valgte salat fisk og frugt + rødvin det var udmærket. Efter middagen satte vi os ud og drak resten af rødvinen, og talte om hvor turen gik til i morgen. Det viste sig at Jim havde booket et hotel en by længere væk end det jeg havde planlagt, men jeg sagde at de sidste 6 km kunne jeg nok gå, så vi aftalte at vi ville mødes der. Herefter gik vi til ro, første dag var gået Dag 2 Fra Roncevalles til Larrasoaña 27 km
I dag stod jeg så op kl. 0500 og var på vej, uden morgenmad, kl. 0530, det nærmeste sted jeg kunne få
morgen mad var om ca 2 timer vandring i landsbyen Bicaretta.
Det var en smuk morgen at gå i det var jo godt nok mørkt, men stjerne klart og stille. Jeg gik de første km. Gennem en skov, herefter gik det stille og roligt op ad derefter ned igen ind til jeg nåede morgen maden. Og her mødte jeg en Fransk/ Amerikaner Daniel vi fik en hyggelig sluder han var glad for at finde en som talte engelsk da han havde sovet sammen med at gruppe spanske og italienske pilgrimme som ikke kunne/ville tale engelsk, ( jeg skulle ikke ha noget af at fortælle at det var den opfattelse vi i Danmark havde af Franskmænd) Nå men Daniel havde siddet der et stykke tid inden jeg kom så han var klar til at gå vider vi ønskede hinanden Buen Camino ( god tur) og han gik. Jeg forsatte ud i den stille morgen i en smuk natur med kør og får masser skov og bjergstier en rigtig flot dag, temperaturen steg stille og støt til 28 gr midt på dagen, så sveden drev stille og roligt ned af ryggen. Efter ca 7 timer ankom jeg til Larrasoaña og fandt det eneste refugium som var i byen. Fik et bad og vasket tøj, derefter ud og se på byen jeg fandt hurtigt det eneste hotel som var i byen, der måtte mine Australske venner jo så skulle overnatte men de kom aldrig. Mon der var sket dem noget ? nå jeg kunne jo ikke gøre så meget tilbage til refugium og der var Daniel ankommet, vi aftalte at vi ville gå ned på hotelles bar og få en øl når han havde fået et bad og vasket tøj. Som sagt så gjort, vi fik os en velfortjent fadøl serveret i isafkølet glas fantastisk. Vi skulle også spise i hotelles restaurant og menuen var den samme som i går og jeg valgte det samme som i går dog ikke fisken, den fik jeg nok af i går så nu var det kyllingen som skulle prøves. Menuen var ok men som Franskmand havde Daniel selvfølge en kommentar. Tidligt i seng og jeg ville være klar i morgen tidlig. Dag 3 Larrasoañan til Cizur Menor 20 km

Da jeg igen kl 0530 var på vej, så jeg lige udenfor byen endnu et hotel, måske det var der mine Australske venner overnattede? Nå det var jo for sent at finde ud af nu, måske vi ville mødes i aften. I dag skulle jeg gennem den lidt større by Pamplona. Pamplona er jo mest kendt for at være den by hvor unge dristige mennesker ( mest mænd) bliver jagtet gennem byen af ungtyre, der var en gade hvor alle døre var forstærket med en metallåge eller sådan noget, desuden har byen en fantastisk katedral . Jeg befinder i regionen Navarra som jo er kendt for b.la sin vin, men vin marker var der nu ikke mange af på dagens vandring, måske de kommer senere. Der var dog stadig en masse bjergstier som jeg skulle følge og nogle steder gik jeg med en stejl bjergsidder op på den ene sidde og stejlt ned på den anden side lidt skræmmende. Jeg gik en del på en asfaltvej med en del trafik, men det ødelage dog ikke den smukke natur og vejen ind mod en smuk storby Pamplona. Den var utrolig ren og smuk, en fornøjelse at gå igennem. Jeg skulle ca 5 km ud på den anden side hvor jeg skulle overnatte i Cizur Menor. Da jeg ankom var kl. ikke 1200 endnu og refugierne åbner først kl 1300 så jeg havde tid til at se på by inden jeg kunne tjekke ind. Jeg var oppe og besøge et gammel kloster som bestyres af Malteser ridderordnen der havde de også et refugier men det vat fuld så tilbage til det kommunale som også var ganske udmærket. Efter at have fået bad og tøjvask, ud og se på hvor man kunne spise og få en øl, her mødte jeg så Margit, en dansk kvinde som var i gang med sin første Camino. Hun havde tidligere gået turen op af Sainai bjerget i Israel og ville gerne gå turen til Jerusalem, en stærk kvinde. Vi aftalte at vi ville gå til messe i den lokale kirke om aftenen og derefter spise menu sammen. Det gjorde vi, det viste sig at Margit var SOSU på Roskilde sygehus så meget snart talte vi arbejde. Margit havde ikke nogen planer om at gå de samme distancer som jeg, så vi blev enige om at ønske hinanden Buen Camino og det ville nok være det sidste vi så til hinanden. Jeg var nu vant til at gå tidligt i seng og starte tidligt om morgenen. Dag 4 Cizur Menor til Mañeru 27 km
Op og i gang kl. 0530 Igen en smuk dag med masser stjerner. Meget snart udenfor byen startende de første
solsikkemarker det var et imponere syn, og der var da også nogle pilgrimme som havde humor, de havde
tegnet smiley på solsikkerne så det så ud som de smilte til os. Efter solsikkerne gik det brat op mod Alto de
Perdón, som er kendte blandt pilgrimme for den flere meter høje og lange jernmonument af pilgrimme,
samt alle de vindmøller som står på bjergtoppen så lang øjet rækker til begge sider.
Efter bjerget startede vinmarkerne, i lange lige rækker stod vinstokkene, næsten klar til at plukke, og selvom det jo nok ikke er lovligt, måtte jeg jo lige smage på druerne, hmmm. Smask – Igennem Puenta la Reina med den flotte gamle bro. Hvorefter jeg følger den gamle romerske vej til Mañeru. Det siges at i regntiden må man tit finde alternative veje da stierne ofte er skyllet væk, det er jo ikke noget problem lige nu da der har været tørke de sidste mange måneder, men jeg kan sagtens se hvad der menes, det er ganske stejle stigninger og nedgange som jeg godt kan se som de rene vandløb når det regner. Vel fremme i Mañeru gentog det daglige ritual sig, jeg må dog sige at der er ikke meget at få tiden til at gå med i de små landsbyer, der er en bar og en kirke og det er så det. Dag 5 Mañeru til Villamayor de Monjardin 25 km

Op og i gang tidligt og roligt. Det er næsten som narkotika at komme i gang tidligt, ingen pilgrimme eller andre mennesker som forstyr ens tanke virksomhed. Gennem et landskab som er oversået med romerske ruiner som bare venter på at blive gravet frem, det må være en guldgruppe for arkæologer, det er næsten som om man kan høre de romerske legioner marcherer. Frem til en middelalder bro over floden Salado, broen er over 800 år gamle så de tidlige pilgrimme benyttede sig altså også af denne bro. Vandet i floden er giftig både for mennesker og dyr Salado betyder salt så drak din hest af floden ville den helt sikker dø, betryggende at vide, hvis man er på hest. Gennem et flot vinmark landskab til byen Estella, hvor jeg så endelig kunne få min morgenmad og hæve nogle kontanter. I Estella er der en væld af flotte bygningsværker. I gamle dage var der mange pilgrimme som på deres vej til bage fra Santiago ( den gang måtte man jo gå tilbage når man havde fortaget sin pilrims færd)slog den i Estella og det bæger byen præg af da der er mange byggestiler blandet sammen. Ud af Estella og igen blandt vinstokke. I landsbyen Irache har en vinbonde lavet en fontane med to haner, en til drikkevand og den anden med vin. Her kan men så fylde til drikkedunk med vin til den vider vandring, hvis man tør, men da jeg ankom noget sent på formiddagen var vinen tom. Den bliver kun fyldt op om morgenen. Gennem de sidste vinmarker og op af bjerget til landsbyen Villamayor de Monjardin, hvor der igen ike er meget andet end refugier og bar + en kirke. Efter mit daglig gøremål sad jeg og nød udsigten udover landskabet, da Daniel pludselig dukkede op, et velkommen ansigt. Vi fik sluderet lidt og blev enige om at når han havde gjort sig klar ville vi mødes på baren og udveksle historier. Som sagt så gjort. Daniel fortalte at han havde gået over 40 km den dag fordi han ville væk fra en flok støjende Spanier som festede til langt ud på aftenen hvorefter de skulle i seng med tændt lys og højt snak, nu ville han have en nat hvor han kunne sove. Han fortalte også at han havde gået de 3 caminoer som er i Frankrig og at det vat derfor han havde besluttet at gå den Spanske. Han boede i USA med sin amerikanske kone, men da hans far for nogle år siden måtte på plejehjem var der lige pludselig et hus i Frankrig som skulle sælges, og han blev enig med sin kone at de skulle købe huset da de tit havde talt om at købe hus i Frankrig, så nu opholdte de sig et halv år i USA og et halv år i Frankrig. Lige nu var konen så i Frankrig og han gik Caminoen, god ordning. Mens vi sad der og talte kom en Irsk pige hen til os og spurgte om hun måtte slå sig ned, hvilket vi jo ikke kunne have noget imod. Hun fortalte at hun var startet ud med en gruppe af unge Irer men hun havde forstuvet sit knæ, og måtte nu vælge om hun ville gå på smertestillende piller eller tage den lidt med ro og herved komme væk fra sine venner, hun valgte så det sidste. Vi spiste menu sammen og delte et par flasker vin. Gik tidligt i seng, men forinden havde Daniel og jeg besluttet hvor langt vi ville gå næste dag og at vi ville prøve ar finde samme refugium. Dag 6 Villamayor de Monjardin til Viana 31 km

Det havde regnet og tordnet hele natten, og der var stadig en del regn om morgenen da jeg gik. Det viste
sig at være svært at gå i mørke på de maget våde og glatte bjergstier, men med lidt forsigtighed gik det, og
det var en oplevelse i sig selv, jeg havde jo ikke regnet med at skulle gå i høj solskin hele Caminoen.
Det skulle blive en meget speciel dag, meget anderledes end hvad jeg havde været vant til de første dage. Der var nu længer mellem landsbyerne og hermed også de steder jeg kunne hvile, desuden var landskabet ændret, fra at være bjerge med bratte op og nedstigninger, var det nu bløde bakker, selvom de bakker jo var af en størrelse som vi i Danmark ikke ville have nogen problem med at kalde bjerge. Det var nu typisk vinmarkerne som havde taget over. Før var det solsikker, korn, og andre afgrøder, og her imellem en enkel eller to vinmark, men nu var det udelukkende vin marker. Jeg gik i Navarra vin distriktet, og igen måtte jeg jo smage på druerne. Det blev også en dag med lange strækninger uden meget selskab, der var langet mellem jeg så andre pilgrimme, om det så skyldes at det havde regnet om natten, og andre ventede på at det skulle klare op, og det at der jo ikke rigtig havde været andre byer de kunne være startet fra andet end før byer før mig, og derfor selvfølge ikke nået mig, ved jeg ikke, men det var først da jeg nåede tæt på byen Los Arcos, at der blev noget liv. Her kunne jeg så også efter næsten 12 km få min morgen mad og et fortjent hvil. Det var også holdt op med at regne, så alt syntes at skulle blive en fantastisk dag, igen, Mens jeg sad der og spiste min morgen mad, kom Daniel blæsende, han hilste smilende og sagde at han ville spise morgen mad lidt senere, han havde sikrt ikke brug for at snakke lige nu, fint med mig, det havde jeg sådan set heller ikke. Jeg overhalede Daniel da jeg var næsten ude af byen, her havde han fundet en hyggelig lille bar som serverede morgen mad, jeg ønske ham Buen Camino og gik, vider. De næste små landsbyer , var meget præget af at havde være bygget af romerne. De gamle kirker var jo romersk stil og byerne var bygget op ruiner af de romerske byer, men meget andet er der ikke at sige om dem. I byen Torres del Rio, begyndte byggestilen pludseligt at ændre sig, nu var det mere islamisk byggestil som præge kirken. Nu gik det stille og rolig opad de næste 10 km. Det gik op og ned i meget bløde bakker men netop fordi det gjorde det, var det svært at finde en fast rytme i sin gang og det blev 10 meget hårde km. Fra toppen kunnen man se så langt som til storbyen Logroño , som jeg først skulle igennem i morgen , nu var det Viana som jeg kom til. Igen kom Daniel blæsende forbi, jeg forsøgte at følge med, men han havde et højre tempo end mig så jeg måtte lade ham gå. Dog ikke længer foran end ad vi kom ind i Viana kunne han vende sig om og råbe, Er det her vi skal overnatte? Hvilket jeg jo bare kunne sige ja til, og sådan blev det. Det var et privat refugium som var meget flot, og mordernet her kunne vi få vores tøj vasket og tørret i maskine, hvilket gjorde at vi meget hurtigt kunne befinde os på bar, til vores velfortjente fadøl. Det er jo søndag, så der var en masse mennesker på gaderne i byen, og det viste sig at det blev lidt af et problem at finde et sted at spise aftensmad. Der blev ikke serveret menu før end kl 2130. og på det tidspunkt skulle vi jo gerne sove trygt i vores køjer, så det blev Tappas til aftensmad + et glas rødvin. Sidst på aften begyndte det at regne igen og det var godt at vi kunne få vores tøj tørret ellers skulle vi have gået med vådt tøj i morgen, ikke en skøn tanke- Dag 7 Viana til Ventosa 30 km-

Det havde igen regnet hele natten og der var igen brug for at have mit regnslag igen i de tidlige morgen timer, Jeg gik efter Daniel, og regne ikke med at se han før til aften. Han gik jo stærkere end jeg, fantastisk han var jo tros alt 76 år, nå men jeg havde hurtig erfaret at jeg ikke skulle gå hurtigere end mit egen tempo. Turen udfa Viana var ikke noget at skrive om, det skulle lige være, at jeg nu gik ind i Rioja distriktet og kunne vente sig et godt glas rødvin i aften. Jeg måtte igen smage på druerne, nu skal jeg med det samme indrømme at jeg ikke umiddelbart kunne smage forskel på disse druer og dem fra Navarra, men jeg havde dem jo heller ikke sammen, og det var jo heller ikke sikkert at jeg ville kunne smage forskel på druerne men på den færdige vin. Jeg syntes at kunne sige at Rioja som oftest er kraftigere, men ,. Logroño er en stor by og foruden dens flotte kirker, er der den fantastiske bro som man skal krydse for at komme ind i byen. Broen har 12 buer og var tidligere befæstet ligesom hele byen er byget indenfor en enorm bymur som går hele vejen rundt om den gamle del af byen, log er meget velbevaret – Jeg købte lidt morgenmad og satte mig med udsigt over byen nær ved kirke Santa Maria del Palacio med den pyramidale kuppel som guide de gamle pilgrimme ind til byen. Det var den måde de gamle pilgrimme fandt deres vej på Caminoen, ved at følge mælkevejen og kirkernes tårne. Udad Logroño kunne jeg værge to veje, i min guid bog skrevet af Henrik Tarp var den ene vej meget dårligt afmærket, og den anden rundt om en stor inddæmmet sø Pantano og den sidste lød bedst så den valgte jeg, og det var også en fantastisk tur meget smukt. Efter ca 18 km gik jeg ind i Parque De La Grajera. I udkanten af byen er en gammel ruin af et pilgrimshospital San Juan de Acre som blev grundlagt i 1185 og revet ned i forrige århundrede- Vejen fra Navarette til dagens slutning Ventos var ikke det mest spændende, men det er jo også godt at der ikke altid er noget jeg skal tage stilling til, men bare kan gå i mine egne tanker- Jeg ankom til Ventosa lidt over middag, og refugium var ikke åben, det var her jeg skulle mødes med Daniel, og da jeg ikke havde overhalet ham, og da han ikke sad og ventede, kom jeg til den slutning at han var kommet fortidigt og var gået vider til næste by ca 9 km. Det var jeg ikke indstillet på så jeg blev og ventede på at der skulle blive åbnet kl. 1300. Da jeg havde gjort som jeg efterhånden var blevet vant til, bad, vasketøj, gik jeg ned til den eneste bare i byen og fik noget at spise og en fadøl. Her mødte jeg to Australier Maya og Mac. De havde besluttet at de ville gå Caminoen og senere tage til Paris hvor de skulle mødes med Macs voksne børn. Vi fik en hyggelig aften sammen hvor vi fik talt om deres forliste ægteskaber og hvordan de fandt sammen. Mine oplevelser i Australien hvor det viste sig at jeg havde set mere af deres land end de havde, men det er nu ikke første gang jeg oplever det. En Englænder sluttede sig til vores selskab, han havde gået Caminoen 4 gange og var lige begejstret hvergang. For nogle år siden gik han turen og mødte en dansker som havde valgt at gå turen fordi han havde et spille problem, og var ved at miste hele sin familie. Han havde skrevet en bog om sine oplevelse, og havde sendt et eksemplar til vores engelske ven, han kunne dog ikke læse den men genkendte sit navn. Jeg fik ikke fat i hans navn og heller ikke den Danske forfatter, ærgerligt. Den første uge var gået med en masse fantastiske oplevelser og mødet med en masse spændende mennesker. Det bliver spændende om jeg møder dem igen. 185 km blev det til den første uge, det er OK- Dag 8 Ventosa til Cirueña 23 km.

Jeg startede kl 0530 som sædvanlig, men!! Det var meget mørkt og det de første km skulle jeg gå i mellem vinmarker og meget dårligt afmærket sti, og pludseligt stod jeg der, og havde ikke set en pil i laaaang tid og kunne godt se at jeg måtte være gået forkert. Så hvad nu. Valget var at gå tilbage eller forsætte mod den by som jeg kunne se i horisonten, og hvor jeg var sikker på at jeg evt. skulle ende. Hvis jeg gik tilbage var det jo ikke sikkert at jeg kunne finde vejen tilbage, så jeg valgte at gå mod landsbyen. Fremme ved landsbyen kunne jeg så se at det var ikke i nærheden af hvor jeg skulle være, hvad være var, jeg havde trådt forkert på min højre fod og den gjorde ondt, så jeg humpede ind i en by hvor jeg ikke skulle være, hvad nu? Hvilken vej skulle jeg gå? Det var stadig tidligt om morgenen, så det var ingen mennesker at spørge. Pludselige åbnes et vindue i et hus på første sal og en ældre dame kikkede ud. Jeg vinkede til hende og fik hende til at se på mig, jeg sagde ”Camino” og hun kikkede på mig og pegede ned af gaden, jeg sagde tak og begyndte at gå af den gade hun havde peget, da jeg kom ud af byen kunne jeg godt se at hun måske havde ret, men nu havde jeg igen 2 muligheder hvilken skule jeg nu vælge? Så kom heldigvis en renovationsbil ok han spurgte jeg så, han anede ikke hvad jeg talte om, men da jeg nævnede Burgos ( en næste større by jeg skulle igennem godt nok først om 100 km) lyste han op og viste mig vej. Jeg tænkte, at jeg ved, at følge vejen mod Burgos på et eller andet tidspunkt ville krydse Caminoen. Og efter små 5 km skete det også, jeg befandt mig nu ca 5 km fra hvor jeg var startet, så en omvej på måske 10 km kunne jeg noterer mig. Jeg gik humpende gennem Azofra og måtte erkende at min plan om at nå Santo Domingo de la Calzada og stoppe i Cirueña. Efter kun 23 km. Cirueña var en ferie by men små 200 indbygger i den gamle bydel, men de spanske banker havde bygget 500 boliger med tilknytning en ny anlagt golfbane, men kun 50 af disse boliger var lejet ud og i højsæsonen kunne det komme op på 150 mennesker. Det fortalte bestyreren af det eneste refugium som var i byen. Han stod selv for det hele både rengøring madlavning og indtjekning af pilgrimme. Det blev en meget spændende menu jeg skulle have i aften. Han havde lavet en stor gryde sammenkogt et eller andet , bestående af spanske pølser, bønner, ærter, gulerødder, løg, ris, linser , og masser hvidløg. Hertil rødvin Det smagte himmelsk. Jeg bevæge mig ikke så meget rundt den dag, der var jo ikke meget at se på og min fod gjorde ondt, så jeg lå i min køje det meste af tiden. Jeg overvejede at blive en dag ekstra, men det hotel som var tilknyttet golfbanen så meget dyrt ud og desuden havde jeg ikke kontanter til at kunne blive så jeg må vider i morgen håber bare foden kan klare det. Dag 9 Cirueña til Belorado 28 km
I dag ventede jeg med at gå til 0630, både fordi jeg havde betalt for morgenmad kl 0600 og fordi min fod
fortalte mig at den godt ville sove en time mere. Det var hårdt at komme i gang, foden skulle lige varmes
op, men efter en km eller der omkring gik det meget bedre. Da jeg nåede Santo Domingo de la Calzada var
jeg klar til mit første hvil, og jeg skulle finde en penge automat, begge ting lykkes, og jeg var på vej. Igen en
fantastisk flot kirke de har i Santo Domingo, men på det her tidspunkt er jeg kommet til den konklusion at
alle byer store eller små har fantastiske kirker, så der skal noget helt specielt til for at vække min interesse.
Jeg kan mærke at jeg er ved at forlade bjergene, nu r det lange bløde bakker, som har afløst bjergene, det er måske godt nok for min fod lige i dag, men det er lidt mere kedeligt at gå i hvis ikke det havde været for de store vinmark , gamle kloster og herregårde som lå over det hele . Jeg nærmede mig dagens afslutning på vandringen Belorado, her fandt jeg et refugium som var kørt af provinsen og havde to bestyrer fra Østrig til at passe det de næste 3 uger, herefter kommer to damer fra Holland. Stedet blev altså, som de fleste kommunale er bestyret af frivillige, som kommer fra mange lande. Det er sådan at man kan melde sig som frivillig hos Santiago de Compostela komitéen og der igennem få den for nødende uddannelse. Efter at havde gjort hvad jeg plejer, skulle jeg i byen for at få noget at spise og drikke. Jeg fandt en bar hvor jeg kunne få hvad jeg søgte, Her sad et engelsk par, som også overnattede på samme sted som mig, de inviterede mig til at sætte hos dem. Det var Sally som var fra Skotland og Dave som var fra England. De var næsten lige blevet kærester og Dave havde gået Caminoen 2 gange før mens det var Sallys første gang. De havde besluttet sig for at det var den rigtige måde at afprøve deres forhold på. Det var imidlertid lige ved at gå galt, allerede første dag blev de uvenner, Sally havde, efter turen over Pyrenæerne, hvor hun kom først, sat sig på en bar sammen med en flok italienskes mænd, for at drikke øl. Da Dave kom var hun i godt humør hun drak øl og røg cigaretter, to ting hun aldrig havde gjort før, da Dave så bad hende om at komme med, spurgte en af de italienske mænd så, om det var han som var hendes ex- kæreste, hvorved Dave blev meget gal og ville sloges, men heldigvis blev han holdt tilbage. Næste morgen stod han meget tidligt op og gik uden Sally. Op på formiddagen kom han så til fornuft, og vente om for at gå Sally i møde. Det lykkes ham ikke at finde hende. Det gentog sig i 2 dage hvor han gik frem og tilbage på Caminoen i håbet om at finde Sally, han skrev små sedler til hende og lagde under sten eller satte fast i buske. Det var først da han skrev på FB at det lykkes ham at komme i kontakt med Sally. De blev enige om at mødes i næste by og tale om hvad der var gået galt. Her besluttede de at gå vider sammen og være gode venner. Dave er 43 år og Sally er 25 år måske det er der problemet skal findes. Dave havde været gift med en Svensker og havde to drenge på 10 og 14 år som han ikke rigtig havde nogen kontakt med, Han er musiker og havde b.la spillet på Roskilde. Men var lige nu i et sted i sit liv hvor han rigtig viste hvad han skulle. Sally var skuespiller, dog uden at havde været med i nogen film endnu, så hun tjente til livet ved at være nøgenmodel. En som blev brugt når der skulle tegnes nøgenmodeller, jeg ved ikke hvad de hedder men der er hvis et navn for den slags modeller. Vi fik en hyggelig snak om livet, og en tysk pige Heidi og el engelsk pige Rosann kom til vores bord og det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, vi blev alle enige om at spise sammen om aftenen. Heidi var studerende og havde al den tid i verden hun skulle bruge til at gå Caminoen, det var en veninde som havde fortalt om Caminoen, og det var meningen at de skulle ha gået den sammen, men i sidste øjeblik meldte veninden fra´, og Hedi måtte gå alene. Rosann havde vandret i Himalaya, og syntes at Caminoen lød spændende, Hun havde så ikke alverdens tid til at gå den, men skulle være i Santiago d. 28-09 da hun havde en retur billet til den dato. Dag 10 Belorado til Agès 27 km.

Det var nok den koldeste morgen jeg endnu havde oplevet. Jeg gik ud over den Castilianske højslette, men ikke ret længe flad, så gik det op af Oca-bjergene, ikke så voldsom en stigning som jeg havde været vant til men alligevel, og på toppen måtte jeg stoppe for at tage en ekstra trøje på det var godt nok koldt, og det blæste. Nede af bjerget mødte jeg Rosann, også hun, havde haft det koldt. Hun ville gå til en by længer væk end jeg, derfra ville hu så tage bussen til Burgos, fordi som hun sagde ” det sidste 10 km ind til Burgos var gennem et industrikvarter og det kunne hun godt undvære, og hun havde ikke så meget tid så det var nok her hun ville snyde lidt” men som jeg sagde, ville hun jo ikke spare nogen tid, hun ville være i Burgos samme tid som alle os andre. Det kunne hun jo godt se, men hun ville alligevel overveje at tage bussen. Af sted gik hun, og jeg skulle have min morgenmad og se at få varmen. Herfra var det højsletten jeg gik på, med skovstier og bløde grønne bakker, langt væk fra den landevej som jeg havde gået langs, de sidste par dage. Efter byen San Juan de Ortega var der kun 4 km til Agès hvor jeg skulle overnatte, det var en køn tur gennem egeskov, bregner og brombærkrat, og pludseligt var jeg så der, en lille hyggelig by, som med garanti ikke ville have været der, havde det ikke været for pilgrimmene. Der var 3 bar med hver sit refugium og derudover var der en kirke og et par huse, intet som tyde på landbrug eller andet som kunne give indtægt. Da jeg havde fået skrevet mig ind og var på vej op af trappen til sovesalen, mødte jeg Daniel, Det var dejligt at se ham igen, og vi blev hurtige enig om at vi skulle mødes til en øl, når jeg var på plads. Og det gjorde vi så. Han fortalte at han havde ventet på mig i Ventosa, men ikke ved refugium men på baren. Og der kom jeg jo først hen sent, efter at jeg havde badet og vasket tøj. Så han havde lige som jeg regnet med at jeg nok var gået vider, nå men du havde vi fundet hinanden. Efter vores øl ville Daniel holde sin siesta og jeg gik en tur i byen, det vil sige jeg komme ikke ret langt, så mødte jeg Sally og Dave. De havde fundet det andet refugium men der kunne de ikke spise så de var ude for at finde et sted. Jeg kunne så fortælle at hvor jeg boede, var der en restaurant som serverede pilgrims menu, så derved blev det. Vi gik tilbage til ”min” bar og fik en øl og fik talt om dagens tur. Inden længe kom der flere til vores bord, Dave havde en evne til at tiltrække andre mennesker, det var meget hyggeligt. Vi sad alle og talte engelsk, så efter en times tid sagde Dave så ” hvorfor sidder I 3 og taler engelsk? I er jo alle Dansker” det var meget sjovt det viste sig at Christian, som den ene hed boede i København, han talte fantastisk engelsk jeg havde aldrig gættet at han ikke var englænder. Den anden Rune, havde boet i Texas i mange år, hvilket man godt kunne høre, også her ville jeg aldrig havde gættet at han var dansk. Vi talte lige et par min dansk, men slog så tilbage til engelsk, der var jo ingen som kunne forstå os. Daniel kom også og satte sig ved os, og vi blev enige om at vi ville spise sammen om aftenen. Dag 11 Agès til Burgos 24 km

Jeg havde besluttet at gå tidlig i dag, fordi jeg gerne ville kunne bruge en hel dag i Burgos. Så jeg startede allerede kl 0500. Jeg havde sørget for at have godt med tøj på da det var lige så koldt som dagen før. Daniel og jeg havde aftalt at vi ville mødes ved det refugium som lå lige over for Katedralen i Burgos . Så ud i natten jeg gik. I starten gik jeg på en landvej, i ca 5 km. Så drejede vejen ind i et bjergområde, og det var ikke den letteste sti jeg havde gået, den bestod af løse skiffer skæver som gled når man trådte på dem, så det gik langsomt og forsigtigt, op ad og pludselig stod jeg foran et stort kors. Det var en smugle uhyggeligt mørkt og en smugle tåge, og så pludseligt et kors, nå men jeg fandt fatningen og begyndte at lede efter pilene som skulle lede mig vider det var ikke så let i mørket, men det lykkes, og så vider ned af bjerget, det var ikke letter end at komme op, også her var det løse sten jeg skulle gå på, så igen forsigtig og langsomt. Nede af bjerget, blev vejen igen til grus vej som gik mellem høje bakker og dybe dale, det var helt fantastisk skønt, at gå her uden at kunne høre andet end fulgene og en kobjælde i ny og næ. Efter ca 5 km. Blev vejen til asfalt, men ingen trafik. Jeg havde håbet at der ville komme et sted hvor jeg kunne få morgenmad, kl var efterhånden blevet 0930 og jeg var ved at være træt og sulten, turen ned af bjerget havde været hård. Der var ingen byer, så jeg måtte vente til Burgos, som jeg kunne se i horisonten. Jeg skulle gå det sidste stykke langs et højt hegn indtil Burgos fly plads. Heldigvis var der ingen fly som landede eller lettede mens jeg gik der, så ingen larm, men selvfølge ikke et spændende område at gå i. Efter en time gang mere nåede jeg udkanten af Burgos. Nu var det så bare om at holde tungen lige i munden, pilene, som var malet på lygtepæle, sten, fliser og husmure, var ikke altid let at se, men folk var flinke til at pege hvis de kunne se at jeg v ar på vej den forkerte vej. Det lykkes at finde Katedralen, Hold da op hvor er den stor !! og flot. Der er bygget i gotisk stil med høje spir. Et pragtfuld bygningsværk- Overfor fandt Katedralen jeg refugium og ved siden af en bar som serverede morgen mad. Refugium var lukket indtil KL 1300 og kl var kun 1100. så jeg måtte sætte min rygsæk ved døren og så kunne jeg gå ind og få den tiltrængte morgen mad- Efter en ½ time dukkede Daniel op, også han satte sin rygsæk ved døren og fik noget morgenmad. Mens vi sad der kom der flere og flere pilgrimme med ders rygsække, og inden længe var der en række som gik helt om på den anden side af bygningen, hvor vi ikke kunne se dem mere, vi var godt glade for at vi var kommet så tidligt. Mens vi sad der kom Rosann, hun havde også sat sin rygsæk og var kommet over til os. Hun var snublet og faldt ned af bjerget i morges, og havde slået sit en ben voldsomt, og måtte på skadestuen. De kunne konstatere at der ikke var brækket noget og hun skulle bare holde en dags pause, ikke noget hun syntes om, men det var det. Dan refugium åbnede var Daniel og jeg de to første til at finde vores køjer, komme i bad og vaske tøj, derefter gik vi på opdagelse i byen. Vi havde begge nogle postkort vi skulle sende, Jeg ikke så mange da jeg jo skrev sms hver dag eller opdateret min FB. Men Daniel måtte skrive til hele sin familie. Jeg skulle også finde et Farmacia hvor jeg skulle have nogle smertestillende piller og voltaren creme. Min forstuvet fod gjorde hammer ondt, indtil jeg havde fået gået den varm om morgenen. Jeg var nu i gang med noget som jeg havde lovet mig selv hjemmefra, at jeg ikke ville, hvis jeg skulle til at tage piller ville jeg stoppe, det var ikke det vær, og jeg ville lytte til min krop. MEN jeg er en stædig sjæl, jeg går, vider. Sener på eftermiddagen mødte jeg Sally, Dave Christian og Rune. Også Christians forælder var der, de havde nede for at gå en anden Camino, jeg fik ikke helt fat i hvilken. De havde gå den lange Camino for nogle år siden, og nu var de så på vej hjem, og skulle flyve fra Burgos næsten morgen, og det passede jo lige med at Christian var ankommet til Burgos. Han og Rune ville holde en fridag så det passe rigtig godt, og det ville så måske være den sidste dag jeg så dem. Sally og Dave vil gå vider uden fri dag, så dem ser jeg jo nok. Vi holdte en lille afskedsfest, og det blev lidt sent i forhold til hvornår jeg plejede at gå i seng. Dag 12 Burgos til Hontanas 29 km.

Daniel og jeg var, igen, de første som stod op. Det viste sig at Rosann havde taget køjen lige ved side af os, og hun ville ikke holde pause. Hun havde valgt at ligge i nærheden af os, på den måde kunne hun være sikker på at komme af sted tidligt, Hvad hun ikke havde regnet med var at Daniel og jeg efterhånden var eksperter i ikke at lave støj når vi gik, så ingen opdagede at vi var gået, heller ikke Rosann. Nu viste det sig bare at refugium ikke åbne sine døre før kl. 0600. Så vi sad bare der en ½ time ude at kunne komme af sted, og Rosann nåede så lige at sige Buen Camino til os. Da så døren blev åbnet strømmede 150 pilgrimme ud i morgenen. Vandringen ud af Burgos gik stille og roligt. Det var meget gennem bolig blokke og forbi Burgos universitet. Efter ca. 10 km. Nåede jeg så ud på den castilianske højslette, med kornmarker og solsikker så langt øjet rækker, og det var langt, der var ikke mange bakker lige her, man kunne se jorden krumme så lange kunne jeg se, det var jeg jo slet ikke vant til, der plejer jo at være en bakke eller et bjerg til at bryde landskabet, men ikke her- Det var jo ikke så spændende som det jeg havde oplevet, men det gav så tid til at tænke, og det var jo en del af det at være på Caminoen. Jeg fik tid til at tænke over mit liv, og hvad jeg ville med det, men det var ligesom om der ikke rigtigt ville komme et svar. Det er nok også for meget at forlange, at bare fordi jeg lige nu var på Caminoen, så ville jeg få svar på alle livets spørgsmål. Nå jeg får da lov at tænke. I Hontanas fandt jeg mit refugium som var en bar/restaurant med alt hvad jeg havde brug for. Der var også mulighed for at købe ind til næste dags morgenmad, hvilken var godt, så kunne jeg komme af sted tidligt som jeg plejer. Daniel kom lidt senere. Vi mødes efter var daglige ritual, i baren, og fik vores øl. Ved et bord sad en dame som godt kunne være fra Skandinavien, og det viste sig at hun var fra Sverige, og hed Jenny. Hun havde siddet og tænkt det samme om mig, så vi måtte have det afklaret. Vi blev enige om at spise sammen og her fik vi fortalt vores historie. Jenny var kommet herned med sin mor, som skulle gå hele turen, hvor Jenny kun skulle går i 5 dage og ville tage hjem på søndag, hvor hun havde en flybillet. Hun skulle hjem og arbejde, men ville komme tilbage næste år og tage en etape mere. Jenny arbejde inden for medicin industrien og havde sit arbejdsområde i Danmark med udgangspunkt på Rigshospitalet Skejby og Odense. Hvor hun var med til at afprøve nye produkter. Efter en noget anderledes vandre dag tidligt i seng. Dag 13 Hontanas til Frómista 34 km.
Daniel og jeg var igen de første på benene, men Jenny kom meget hurtig efter, og vi var klar til at gå. Jeg gik
sidst ca 5 min efter Daniel og Jenny. Det var meget mørke selv om stjernerne lyste for mig, jeg var lidt sen
til at komme op i gear, min fod gjorde rigtig ondt, det var ligesom om den ikke rigtig kunne lide at gå på de
flade stykker, lige så snart det gik op eller ned var belastningen ikke så slemt, men lige nu gik det lige ud
flad som en pandekage.
Det skulle så ændre sig. Jeg gik igennem et område hvor man havde fundet en gammel romersk bro, som havde været dækket af mudder, men nu næsten var gravet fri, det bliver et storslået syn når den er restaureret. Fra floden Ordilla gik det op af fra m.o.h. til 920 m.o.h. med en stigning på 18 % det var godt igen at gå op af, jeg overhalede Daniel ca halvvejs oppe og da jeg kom til toppen sad Jenny og fik sin morgenmad. Solen var lige ved at stå op. Et fantastisk smukt syn, som jeg var heldig lige at nå, 5 min sener og det havde ikke været det samme. Jeg spiste min morgenmad, en banan og et æble. Og så vider, jeg startede før Daniel og Jenny, men inden jeg havde gået 10 min. Kom hun blæsende og overhalede mig, hun gik stærkt, og her kunne jeg ikke følge med. Jeg gik på det høje Platou i ca 2 km. Hvorefter det gik nedad, meget mere stejl en op turen, jeg måtte gå i sik sak for ikke af belaste benene for meget. For enden af bakken var det igen fladt som en pandekage. Efter at havde gået 10 km. Kom jeg til Puente Fitero som havde et refugium bestyret af Italiener. De havde gravet det gamle refugium ud af mudderet. Man kunne tydligt se hvor langt mudderet havde gået til inde i huset. Et spændende sted, hvor jeg blev budt på kaffe og en kage. Jeg er nu kommet ind i palenciaprovinsen, og nu var afmærkningen pludseligt blevet helt anderledes. Nu er det store beton piller som viser vej. Det er ligesom jeg er gået fra en landevej ind på en motorvej. Langs denne ”motorvej” mødte jeg en masse uddøde landsbyer som ligger spredt ud over landskabet. Landskabet er stadig fladt og det skal jeg åbenbart vende mig til i de næste dage, vejen er ret som en lineal. Jeg gik nu langs en kunstig kanal opført af Marquës de la Ensenada som blev brug til at transporter korn fra de Castilianske landsbyer til de store havnebyer ved havet. I dag bliver den enorme kanal brugt til kunstig vanding af de mange kornmarker som ses over alt. For enden af kanalen, en sluse og så over broen til Frómista. Navnet fik byen af romerne og betyder Frumentum, og henviser til den overflod af korn som fandtes dengang. Over for den flotte romanske kirke fandt jeg det refugium som jeg ville overnatte på, men igen var jeg lidt fortidig, og der var endnu ikke åben , så jeg satte mig på en bænk og nød freden ved kirken, da først Daniel og efter han Jenny kom, jeg må have overhalet dem mens de har været inde og spise frokost. Vi aftalte at mødes på bar/cafe sener og få en øl. Jeg kunne se at de næste dage ville jeg komme ind i et område hvor der ikke var den store mulighed for at hæve kontanter, så jeg besluttede at hæve nogen her i byen. Jeg fandt en automat og puttede mit visa kort i, den accepterede mit kort min kode og det beløb som jeg ville hæve, men så midt i det hele mistede automaten internet forbindelsen og gik sort. Efter et par min. Kom mit kort ud men ingen penge eller kvittering. Jeg ventede til automaten igen var online og prøvede igen, men fik at vide at jeg ikke kunne hæve mere den dag, at jeg havde hævet max beløb, men jeg havde jo ikke fået nogen penge !! . Heldigvis havde jeg mit MasterCard med og det prøvede jeg så, og fik kontanter, men de penge fra mit visa kort fik jeg aldrig. Det er jo lørdag, og banken er lukket, både her og i Danmark, så jeg må vente til mandag med at melde det. Jeg fandt den bar hvor Jenny sad med sin mobiltelefon og forsøgte at finde en måde at komme herfra til Leon hvor hun havde en flybillet, men det var ikke så let. Det vat jo lørdag og der kørte ingen busser hverken lørdag eller søndag. Hendes bilet var fra Leon mandag kl 1400. Jeg spurgte om hun havde prøvet toget? Det havde hun ikke, hun havde slet ikke ses at der kørte et tog fra byen, så jeg forslog at hun prøvede det. Det ville hun så gøre, men igen med sin mobiltelefon, jeg sad og tænkte at jeg ikke ville blande mig, hvis det var måden hun ville gøre det på, så. Efter 2 øl og ingen resultat med hendes telefon, kunne jeg ikke holde mund længer, hvis jeg var dig, ville jeg gå ned til banegården og se om der ikke var en køre plan. Og det gjorde hun så langt om længe. Da hun kom tilbage viste det sig at de var lukket for en ½ time siden, så havde hun gjort det med det samme --- ? nå- de lukkede op igen i morgen, så måtte hun jo bare håbe at det ville lykkes at få en billet. Vi spiste sammen om aftenen, det var rigtigt hyggeligt. Daniel ville til messe i kirken og forlod os efter maden, så havde Jenny og jeg en lang snak om vores liv. Hun bad om min e-mail adr. og ville skrive til mig næste gang hun kom til Odense, så kunne vi spise frokost sammen og hun kunne høre om resten af turen, samtidig var vi begge to interneret i at gå den West Highland Camino i Skotland, så det aftalte vi at vi ville. Dag 14 fra Frómista til Calzadilla de la Cueza 36 km.

Vejen ud af Frómista fulgte landevejen, og var lige som lige som en lineal, og flad, ikke det mest spændende jeg kunne tænke mig. Det eneste som er at skrive om i dag, selv om ture er den længste ind til nu, er landsbyen Villalcázar de Sirga. Der er en fantastisk stor og flot kirke, alt for stor til denne lille landsby, men kirken havde i gamle dage en helt speciel status som gejstlig amt status. Midt i kirken er der en brønd som ikke er normal. Måske skulle den bruges i belejrings situationer. Herfra går det lige ud lange kornmarker så langt øjet rækker, ikke noget at skrive om, kun mine tanker. Fremme i Calzadilla de la Cueza, må jeg indrømmer at jeg var godt træt. Det har været en lang og udmattende tur uden alt for meget afveksling, så et godt og rent refugium var velkommen. Det refugium som var her, det eneste, var bestyret at en Ungarsk kvinde, som holdte det hele i en rigtig pæn og ren stand. Der var en swimmingpool midt i haven, som mande pilgrimme benyttede sig af, ikke rigtigt det jeg havde brug for, men en slapper kunne jeg bruge. Daniel kom 1 time sener og vi gik ned på den eneste bar der var og fik noget at spise. Der var, viste det sig, 3 andre dansker på refugiet, 2 unge piger, hvoraf den ene havde fået nogle voldsomme vabler, de havde besluttet at blive et par dage. Og så en dansk dame som var rigtig godt gående, men Daniel og jeg fik ikke rigtig mere med dem at gøre. Da vi skulle til at sove var der alt for mange mennesker i det lille rum, så luften blev meget hurtig både tung og varm, el elendig søvne den nat. ’ Dag 15 Calzadilla de la Cueza til el Burgo Ranero 40 km

Daniel og jeg stod begge meget tidligt op. Det havde været en forfærdelig nat tung luft, så jeg næsten ikke kunne trække vejret, hvilket betød at der var flere som stod op og gik udenfor for at sove. Daniel havde fået en køje lige ved siden af toilettet, og det var som at sove på Københavns hovedbanegård, det værste var dog at nogen ikke syntes at det var nødvendig at lukke døren ej heller trække ned i toilettet efter brug, så lugten blev bare rigtig slem. Igen havde vi aftalt at mødes om aftenen, så Daniel gik først og jeg gik ca et kvarter efter. Det var meget mørkt, og ikke altid let at se pilene. Heldigvis gik det jo meget lige ud, og jeg skulle følge landevejen et godt stykke, samt de fine beton piller man havde sat op hjalp jo også. Der er ikke meget at fortælle på turen til Sahagùn, ret kedelig vandring langs en landevej og store høstede kornmarker, på begge sider, de få landsbyer jeg gik igennem var ganske forfaldne. Jeg var fremme i Sahagùn ved 0930 og kunne godt lige bruge en ½ time på morgen mad, hvorefter jeg skulle havde ringe til Nordea for at kunne melde mine visa kort problem. Det lykkes at komme igennem, og den flinke medarbejder i den anden ende gik ind og kontrollerede om der var hævet penge på kontoen den dag. Det var der ikke, og hun kunne også se at mit MasterCard var blevet brugt, så alt skulle være ok, så jeg slukkede min telefon og gik, vider. For lige at gøre den historie færdig, da jeg var kommet frem til hvor jeg skulle overnatte, og tændte min telefon, var der 4 ubesvaret opkald, og der gik ikke 5 min så ringede den igen. Det vat Damen fra Nordea, hun havde gravet lidt i min historie, og kontaktet NET. Som jo køre alle kortene, og de kunne fortælle at pengene ville blive hævet, men sat tilbage når fejlen blev opdaget. Hun mente dog at det ville lette det hele hvis jeg gik tilbage til banken og talte med dem, jeg måtte så fortælle hende at jeg var 60 km fra banken og på gå ben, så kunne hun godt forstå det det ikke var en mulighed. Vi skulle så tale samme igen når jeg kommer hjem, hvis ikke det var gået i orden. Nå tilbage til dagens vandring, det gik stadig lige ud og marker på begge sider, så ikke meget at skrive om, jeg gik en god fart, og var fremme ved byen hvor jeg skulle mødes med .Daniel , men det var ret tidligt, kl. var kun omkring 1200, så refugium var ikke åben og der ville gå 2 timer inden det gjorde. Daniel var ikke at finde nogen steder, og belært af tidligere fejltagelser, gik jeg til den eneste bar der var i byen, men der var Daniel heller ikke. Han var jo gået før mig, og jeg havde jo både fået morgen mad og talt med banken, jeg havde heller ikke set han, så jeg var nu ganske overbevist om at han var gået vider, så det gjorde jeg også- Det var en hård tur, der var ikke noget at se på andet den støvede landevej, og jej havde jo allerede gået 34 km. Så lidt træt var jeg. Jeg nåede frem til El Burgo Ranero kl. 1330. og det var lige på det tidspunkt det offentlige refugium åbnede. Jeg stillede mig op i køen og håbede på at der var plads, det var der, men kun til mig og de to næste efter mig, så var der fyldt op. Det var et rigtig gammel refugium med det ringeste bade forhold jeg end til nu havde set, men det havde sin charme, og gode senge. Langt de fleste pilgrimme var spanier, og lad mig sige med det samme, de støjer, hold da op der var larm og høj snak til langt ud på aftenen. Når de ”taler” sammen, sker det i munden på hinanden og alle prøver at overdøve hinanden, Hurra for mine ørepropper. Jeg fandt aldrig Daniel, Han må have været inde på en bar da jeg gik forbi, og jeg havde jo gået 8 km mere end vi aftalte, så ham ser jeg nok ikke mere. Dag 16 El Burgo Ranero til Puenta de Villarente 25 km.

Jeg kan mærke på mig selv at jeg er komme ind i den fase af min vandring, hvor der ikke er meget at skrive om, mine oplevelser sker ind i mig, vejen er kedelig og trøstesløs, det er fladt og kedeligt. Jeg kan se at jeg er kommet ind i et kvæg område, hvilket navnet på den næste større landsby også siger Mansilla de las Mulas, tilnavnet Mulas fortæller om de store kvægbrug som findes her. I byen, som har 1800 indbygger, er der ikke mindre end 9 banker, som vidner og den forholdsvise store rigdom som findes her. Byen har også bevaret sin bymur som stadig går hele vejen rund om byen. En storslået by. Igen havde jeg besluttet at jeg ville se den næste storby lidt mere end jeg plejer at bruge på byerne i det hele taget, så min plan var at komme så tæt på Leon, at jeg kunne gå ind i byen tidligt næste morgen og bruge en dag der. Derfor havde jeg valgt at holde nat i Puenta de Villarente, som ligger 12 km fra Leon. Jeg fandt en flot refugium med egen gårdhave og restaurant, så jeg behøvede slet ikke at gå i byen, der var heller ikke nogen by at gå i, det var typisk en forstad til en storby, næsten ingen liv om dagen, men sikkert meget om aftenen, hvor vi (pilgrimme) skulle sove. Jeg blev sat sammen men en tysk dame og en dansk dame, da jeg skulle spise. Den danske dame hed Åse. Hun var lige blevet pensionist, og havde i mange år ønsket at gå Caminoen, og nu havde hun chancen. Hun kunne fortælle en rædsels historie om Rayan Air, som hun havde valgt at rejse med. Hun havde bestilt sin billet på nettet, og skulle bare skrive sin billet ud, nu skal de retfærdigvis siges at Åse ikke er den skarpeste kniv i skuffen, når det kommer til computer, hun fik jun printet forsiden ud. Så da hun stod i lufthavnen med sin ”billet” var det kun en brugsanvisning på hvordan hun skulle gøre, og personalet i Rayan Air kunne kun fortælle hende at det ikke duede og at hun måtte betale for at de skulle gøre det. Nu fortalte Åse så at det kostede hende yderligere 1100 kr oven i den originale billet. Og da hun så kom til London måtte hun igen betale 500 kr for at komme vider. Det var sidste gang hun fløj med dem. Nå men jeg var i alt fald glad for at jeg valgte SAS. Åse fortalte også at hun havde mødt en anden dansk kvinde så havde krydset Pyrenæerne på 4 timer, og hun derefter måtte give op, da hendes ankler var ødelagt, vi var enige om at man ikke skulle overgøre sin formåen og lytte til sin krop. Igen blev jeg overrasket over hvor højrøstet spanier er. De festede til langt ud på natten. Uforskammet, jeg må sige, at jeg indtil nu ikke har haft noget i mod spanier, men nu! Ikke kun er de højrøstet, men også utrolige arrogante, de vil kun tale spansk, det havde jeg godt nok lagt mærke til tidligere, men havde accepteret det, vi var jo tros alt i Spanien, men det var måske lidt for meget, at de overhovedet ikke ville tale andet, der var jo trosalt mange nationaliteter på Caminoen. Dag 17 Puenta de Villarente til Villadango del Pàramo 27 km.

Tidlig af sted, jeg skulle jo gerne til Leon tidligt, så jeg kunne få en hel dag i byen. Turen der ind var ligesom jeg havde forventet, mange benziner stationer til de mange lastbiler som skulle gennem byen, med vare og ikke ret meget andet at se på. Jeg fandt hurtig ud af at bystyret i Leon ikke anså pilgrimme som noget men skulle tage specielt hensyn til, afmærkningerne ind til byen var meget mangelfulde, så det sikreste måde at komme frem på, var at følge skiltene mod Katedralen. Så det gjorde jeg. Den var storslående, fantastisk flot, og jeg lovede mig selv, at når jeg havde fundet et sled at overnatte, ville jeg gå op opdagelse i denne smukke by. Jeg fandt aldrig et sted at overnatte! Jeg nåede helt ud af byen uden at finde et sted som ikke var optaget, hvis ikke jeg ville bo på hotel, og det havde jeg jo ikke lige regnet med. Det viser sig at Leon, som jo er ca. halvejs på Caminoen, havde alt for lidt senge pladser. De 2 refugium som er i byen, tilsammen har plads til 205 pilgrimme, og da der ankommer ca. 1500 pr dag i september. Mdr. kan man jo godt forstille det pres der er. Man kan jo altid booke sig ind på hotel og pensioner, men prisen er også her skruet op. Jeg blev fortalt at et hotelværelse normalt kostede mellem 40 og 50 euro men nu var prisen lige fordoblet, så det sætter jo sine begrænsninger. Så jeg gik altså vider, ikke den oplevelse af Leon jeg havde håbet på. På vej ud af byen så jeg nogle sjove huler, hvor mennesker boede inde i jordbakker, lige som Hubitterne i Ringenes herre, hvis man har se den film. Det lykkes mig ikke rigtig at finde ud af hvorfor de boede der, men sjovt var det. Jeg havde ikke spist side om aftenen, så jeg var efterhånden ret sulten. Jeg købte en plade chokolade og fik på den måde lidt sukker, og så ville jeg spise i den næste by, ca. 5 km ude, hvor jeg også kunne se at der skulle være et refugium. Da jeg kom frem til byen viste det sig at man havde lukket det refugium, men baren var der stadig, så jeg kunne få noget at spise, inden jeg gik de sidste 8 km til Villadango del Pàramo, hvor der heldigvis var plads, og det var også en sovesal med enkelte senge. Min højre fod var igen begyndt at lave vrøvl, jeg er sikker på at det er det flade landskab som gøre det. Så jeg måtte igen på jagt efter nogle smertestillende piller. Jeg mødte igen den tyske dame fra aftenen før, hun havde haft samme problem som jeg og måtte gå vider fra Leon, og en dansk kvinde Bettina var der også, det viste sig at Bettina var den danske kvinde som Åse havde fortalt om måtte opgive! Det lignede hun godt nok ikke, hun havde et par voldsomme vabler, men ikke noget som stoppede hende. Hvilket bare beviste at man ikke altid skulle tro på vandre historier. Bettina, Henriette og jeg besluttede at spise den pilgrimmes menu som de havde på stedet. Det skulle vi ikke have gjort, det viste sig at det var frossent retter som bare blev varmet i Micro ovn. Nå med vi blev da mætte. Og vi sov godt i de enkelte køjer. Dag 18 Villadango del Pàramo til Murias de Rechivaldo 34 km.

I dag kan jeg se at terrænet langsomt begynder at ændre sig. Fra den flade højslette bliver det nu mere og
mere bakket, en skøn afveksling fra de sidste dages kedelige vandring. Jeg nu i skyggen af store skove og
rislende vandløb, en befrielse for krop og sjæl. På vej ind til byen Hospital de Órbigo, skal jeg over en
imponerende bro med hele 19 buer. Byen har fået sit navn, fra den tid hvor der lå et pilgrim hospital på
stedet. Jeg forsatte min vandring mod den næste større landsby, Astorga, hvor der er et stort og flot
bispepalads, mange pilgrimme vælger at overnatte her, men jeg har en god fornemmelse af være i gang,
det er igen opløftende at vandre, smukke omgivelser giver ny energi, så jeg går vider mod Murias de
Rechivaldo. Jeg var igen den første som ankom til refugium og fik en god køje. Dette refugium havde sin
egen bar, hvilket var dejligt, jeg havde brug for at få foden opad den gjorde ondt, så det at jeg ikke skulle gå
nogen steder for at få noget at drikke eller spise var rigtig godt, og de havde også deres egen gårdhave, så
alt var godt. Efter en ½ time kom Bettina, hun havde også valgt at gå vider, lidt senere gå Henriette også.
Bestyreren af refugium ville lave paella til os til aftensmad, og det så vi frem til. Det var en fantastisk aften,
og vi fik talt en masse om vores liv og hvorfor vi var på Caminoen, Det viste sig at Bettina, lige som jeg var til
de spirituelle og alternative så vi fik udvekslet mange ting, vi havde også læst mange af de samme bøger ,
og havde lidt det samme syn på livet. Bettina var til daglig buschauffør i Køge, et meget stressende job, og
hun trængte virkelig til at komme væk fra det hele, hun havde to døtre hvor af den ene var gift med at
tyrker og var flyttet til Tyrkiet, hvor hun nu ventede sit første barn. Hun var konverteret til Islam, og det
havde Bettina det ok med, jeg syntes at det var flot, det er jo trosalt en stor ting at gøre.
Det blev lidt sent, med at komme i seng, der var så mange ting at tale om. Dag 19 Murias de Rechivaldo til el Acebo 32 km.
Det var en fantastisk morgen. Det var fuldstændig stjerne klart, og det at gå under mælkevejen virkede
stort. Det var næsten som om jeg kunne nå stjernerne, og der var tilmed næsten fuldmåne, så selvom det
var ”nat” var der ikke brug for pandelampe. Det gik let opad jeg kunne næsten ikke mærke det, men efter
to times vandring opad kunne jeg mærke det i mine ben jeg havde brug for et hvil, heldigvis var El Ganso
lige om hjørnet, med en velfortjent kop Cafe con Leche ( kaffe med sukker og varmt mælk) og en croissant.
Vider ud i naturen, det går stadig blødt opad og der er masser skov at se på. Så, ganske pludseligt, begynder det at gå rigtig opad til jeg når jernkorset. Et højt kors som er placeret på en bunke af sten. Det siges at man som pilgrim skal medbringe en sten fra sin hjemegn, og man ved at smide sten i bunken, ville blive fri for evt. problemer som man måtte have. Jeg er jo ingen undtagelse, når det kommer til problemer, så jeg havde da også en sten med. Jeg var dog lidt skuffet over jernkorset, det er slået op som en fantastisk oplevelse, det manglede jeg, måske jeg ikke var ”åben” for oplevelsen, men jeg kunne i alt fald ikke rigtig mærke noget. Toppen var nået, og nu gik det ned af igen, ned mod Manjarin, hvis man har set Bertelsen på Caminoen, vil man kende stedet. Det er her Tomas bor. Tomas er en tidligere pilgrim, som har viet sit liv til at hjælpe andre pilgrimme som kommer forbi. Han har lavet sit eget refugium, som ikke er særligt luksuøs men fuld af varme, kom du der bliver du med det samme budt på en kop kaffe eller te. Er det tåget, hvilket det er meget tit om morgenen på bjerget, står Tomas og ringer med sin klokke, så pilgrimmene kan finde vej. Tomas holder også sine egne messer, hvor han er klædt i en lang hvid kutte med spids hue, hvis man ikke viste bedre ville tanker gå mod ku ku klanen i USA, men de to ting har intet med hinanden at gøre. Tomas var i gang med sin messe da jeg gik forbi, så jeg ville ikke forstyrrer, desuden var der lige ankommet en turistbus, så alt for mange mennesker for mig lige nu, så jeg gik, vider. Stadig ned af mod El Acebo, som jeg ankom til efter en lille ½ time. En lille by med 2 refugium og en kirke + et par huse. Jeg valgte et refugium som havde sin egen bar, og der var plads. I samme Refugium, fandt jeg Jacob, endnu en Dansker. Jacob var lige blevet operaret i sin ankel som han havde brækket, og han ville engeligt havde gået hele turen, men pga. anklen måtte han ”nøjes” med en halve tur i første omgang, han ville vende tilbage næste år og gå hele turen. Jacob var en meget spændende mand, han havde levet det meste af sit voksne liv udenfor Danmark. Han var uddannet ingeniør, og arbejde for B Og V i USA hvor han udviklede b.la radioer til de nye biler. Han havde arbejdet i Asien, hvor han på Filippinerne fandt hans kone. Han havde der sit eget firma og alt gik godt, indtil han blev advaret om at der var nogen som planlage at kidnappe ham for løsepenge, så midt om natten måtte han flygte og efterlade alt. Han flygtede til Danmark, hvor han måtte starte forfra, som taxa chauffør. Nu v ar han pensionist og kunne gøre hvad han altid havde drømt om, at gå Caminoen, han ville, når han havde gået hele turen, søge om at blive frivillig bestyr på et refugium på Caminoen, så han kunne give noget af det tilbage som han havde modtaget. Bettina ankom også til El Acebo og vi spiste alle 3 sammen om aftenen. Bettina bad mig om at vække hende næste morgen, så hun var sikker på at komme tidligt af sted. Dag 20 fra El Acebo til Cacabelos 32 km.

Jeg fik vækket Bettina og vi kom af sted, ikke sammen med jeg gik først, Det første stykke vej på asfalt, hvorefter der gik en sti ind over bjerget, og ned. Jeg gik og tænkte på hvor smukt det ville vær i dagslys, jeg kunne se en del da det var fuldmåne og stjerneklart, men det havde sikkert været meget smukt i dagslys. Jeg kunne høre et vandfald nede i dalen men kunne ikke se det. Det var lidt af en udfordring at gå på den sti i mørke, så det gik langsomt, men sikkert med mod Ponferrada, som er den sidste større by inden Santiago. Ponferrada er kendt for sit guld i gamle dage, Romerne udvandt guld her, men nu er det deres jernminer som skaffer arbejde til byen. Inde i byen ligger den største og bedst bevaret tempelridder borg i Europa, den er så godt bevaret at medlemmer af tempelridder ordnen stadig valfarter hertil for at se de gamle tegn og skrifter som findes, og som stadig ikke er oversat. På vej ud af byen måtte jeg holde godt øje med pilene, de var godt gemt, men det lykkes. Jeg nåede frem til Camponaraya, hvor jeg fik min frokost, og så vider til Cacabelos, hvor jeg blev indkvarteret på det hidtil bedste refugium på turen. Det var lagt sammen med kirken og var bygget som en ring rundt om kirken. Det var to mands kabiner i enkle køjer. Bettina og jeg ankom samtidig, og fik igen tid til at tale en del sammen. Vi fandt en bar inde i byen som havde den bedste betjening jeg havde mødt. En helt igennem fantastisk oplevelse. Dag 21 fra Cacabelos til Laguna de Cattilla 35 km.

Det var meningen at vi (Bettina) skulle gå 0530, men døren blev først åbnet kl 0600, så igen måtte jeg side en ½ time og vente. Kl. 0600 gik det så af sted Bettina lagde hårdt ud og forsvandt ud i horisonten. Det var en blød stigning på landevej de første 5 km. Efter Villafranc del Bierzo, gik det op mod Real- bjergkæden, Først går det stejl op hvorefter det flader ud. Efter Pradela gik jeg igen på landevej. I La Portela kunne jeg få et velfortjent hvil og morgenmad. Jeg havde ikke set noget til Bettina, hun må ha gået stærkt. Små 3 km udenfor byen, gennem et par små landsbyer, begynder det så småt at gå op af igen. Gennem en lang skov strækning går det op i mod Faba, som er målet for dagen vandring, men før jeg nåede hertil, måtte jeg op af bjerget, det blev meget stejl på et tidspunkt, og jeg måtte holde mange hvil. Jeg havde det meget varmt, og var glad for den skygge som skoven gav. Hvert hvil åbenbarede en fantastisk udsigt udover Valcarce- dalen. På stien op mødte jeg en flok kør, som var på vej ud for at græsse, de bliv ført at en kodriver og hans to hunde, meget sjovt at møde dem her på den smalle sti, som gjorde at vi, pilgrimme, måtte træde til side. Da jeg nåede Faba, fandt jeg refugium tom, det åbnede først om 3 timer. Ingen tegn på at Bettina havde været her, jeg gik ned til baren, men her var hun heller ikke, jeg besluttede at gå til den næste landsby, som lå 3 km længer oppe af bjerget. På vej herop, mødte jeg igen en flok kør, denne gang drevet at to piger, på 15 16 år og deres hunde, jeg tænkte på hvad de lavede her på det tidspunkt, de burde være i skole. Tanker gik tilbage til Danmark i gamle dage hvor piger ikke gik i skole, men hjalp til der hjemme. Lige indtil jeg kom i tanke om at det jo var søndag. Jeg er nu på grænsen mellem Leon provinsen og Galicien. Fra nu af ville vejeret blive meget anderledes. Vejret i Galicien kommer fra Atlanterhavet og lige som i Danmark, giver det ustadig vejr. Det kan skifte indenfor få timer. I Laguna de Castilla mødte jeg endnu en dansker Kurt, han var nok det mest negative menneske jeg havde mødt, så ham brugte jeg ikke meget tid sammen med, jeg skyndte mig at spise inden han kom. Og gik tideligt i seng. Dag 22 fra Laguna de Castilla til Samos 35 km.

Jeg stod igen tideligt op og kom af sted i den stjerneklare morgen, Bjergene er nu det smukkeste sted at vandre, selvom det var mørkt kunne jeg se langt ud over dalen og de næste bjergtoppe, smukt syn. Efter landsbyen O Cebreiro, gik det så desværre ud på landevej igen, og her blev jeg i næsten 5 km, indtil en sti førte mig ind i bjergene igen, nu gik det op og ned i et blødt tempo som gav masser af tid til at nyde udsigten ud over dalen. Solen stod op på den ene side mens månen gik ned på den anden side smukt. I Viduedo fik jeg min morgen mad, og dagens første hvil efter 20 km. Herfra skulle jeg så vælge om jeg ville til Samos eller til Triacastela. Turen til Samos var ikke en del af Caminoen, men i Samos lå det største stadig fungerende munkekloster i Europa, så det valgte jeg. Turen førte mig først et par km på landevej, derefter gennem skov på stier som ikke var ret meget andet end et spor, og gennem små næsten uddøende landsbyer, det var mærkeligt at tænke at der rent faktisk boede mennesker der. Kontrasterne var også enorme. Mellem de faldefærdige rønner, var der lige pludseligt en flot hus, med en stor Audi holdende. De steder hvor der var små huse var kirken, og de var i alle landsbyerne, uanset hvor små, en faldefærdig bygning. Og de steder, hvor der holdte en Audi, var kirken velholdt. Det sidste stykke mod Samos, gik det igen opad. Og pludseligt, stod jeg med udsigt over Samos, og det fantastiske syn, over det enorme munkekloster. Det var meget større end jeg havde forstillet mig. Herefter gik det stille og roligt ned mod Samos, en smuk by. Jeg blev indkvarteret på det eneste refugium i byen, og fik gjort alt det jeg nu skulle. Derefter ned på baren og få noget at spise. Mens jeg sad der kom Bettina, hun havde ligget en ½ time bag mig. Hun blev også indkvarteret, og kom så ned og spiste sammen med mig. Vi blev enige om at vi ville gå over og se klosteret sammen og spise sammen om aftenen – Klosteret var imponerende. Meget flot holdt, og meget højtideligt. Der var malet klosterets historie på væggene, og kunsterne havde brugt de, på den tid, kendte skuespillers ansigter, det virkede lidt mærkeligt, nærmest komisk, men flot. Efter endnu en fantastisk dag, tideligt i seng. Dag 23 fra Samos til Portomain 38 km

Jeg startede tidligt om morgen, i dag skulle jeg kun gå 30 km efter min guidebog, det skulle så vise sig ikke at være rigtigt. Efter 2 km på landevejen, dreje pilene ind i en skov, ifølge guidebogen, trylleskoven, og noget siger mig at det var rigtigt. Efter at havde vandret gennem skoven, på en bakkekam med en flot udsigt over dalen, og med flagermus flyvende omkring, kom jeg ud på den anden side lige før byen Sarria, og 2 timer vandring senere . Her kom overraskelsen, det første skilt sagde at jeg kun havde gået 5 km. Nu har jeg gået godt 650 km. og jeg viste godt hvor hurtigt jeg gik, og 5 km på 2 timer passede bare ikke. Jeg gik til den nærmeste bar for at få noget morgen mad, og et ekstra kik i guidebogen. Mens jeg sad der i min frustration, kom Bettina, hun havde det lidt på samme måde som mig, noget var ikke rigtigt. Vi blev enige om at vi ville se tide an og hvis vi fandt noget før Portomain, ville vi stoppe der. Bettina gik, vider og jeg gjorde min morgenmad færdig. Det viser sig at guidebogen ikke havde taget højde for turen gennem skoven, som var ca 8 km længer end vejen på landevejen, så skulle jeg til Portomain, ville dagens vandring komme op på 38 km og ikke 30 km. På det tidspunkt var jeg ikke indstillet på at gå så langt, min fod var igen begyndt at gøre ondt, og jeg kunne se enden på turen, ende dagen var omme, ville jeg have passeret 100 km stenen og ville være i Santiago fredag. Det var min plan, og der var ingen grund til at gå så langt mere. Jeg kikkede på kortet og fandt ud af at landsbyen Vilachà passede med 30 km. Så det besluttede jeg at det var der jeg ville stoppe. Jeg gik, vider, og det var en flot tur, men jo nærmer, jeg kom 100 km stenen, jo flere pilgrimme var der på vejen. Det skal lige noteres, at hvis du gå 100 km til Santiago og har fået de stempler som er undervejs, så får du dit pilgrims bevis, så en masse mennesker starter først her. Hele turistbusser kom med pilgrimme, som bare gik turen, og om aftenen, blev de så samlet op og kørt på hotel, for så næste dag at bliv køre ud til hvor de stoppede dagen før, og startede så igen. Det var noget af en overraskelse, jeg kom til at gå bag en gruppe Japaner, som gik og talte i walkie talkie med en gruppe som enten var foran eller bagved, ganske irriterende, nå men det var jo deres måde at opføre sig på, det eneste jeg kunne gøre var at komme væk fra dem, så tempoet blev sat op. Da jeg kom til den meget omtalte 100 km sten, må jeg sige at jeg blev en lille smule skuffet, det var bare en ganske almindelig afmærkning, som alle de andre. Jeg havde nok ventet at den var stører end den var, men nej. Nå men jeg satte mig alligevel ned og spiste mit æble og blev overhalet af Japanerne igen. Nu havde jeg kun små 5 km tilbage af dagens vandring, og det syntes min fod var helt fin. Mens jeg sad der kom Bettina, jeg satte hende ind i min plan, og det syntes hun lød godt, hun var også en smule træt af at guidebogen ikke passede, vi aftalte at den af os som kom først til Vilachà skulle vente på den anden, og så kunne vi finde ud af hvad vi ville. Bettina kom først, og sad og ventede på mig, jeg måtte sige med det samme, at jeg ikke havde lyst til at gå vider, og det så rigtig hyggeligt ud det refugium, så det ville vi så benytte os af, men, men Alt optaget. Så vi skulle altså gå vider. Jeg havde rigtig ondt i min fod, men der var ikke rigtig noget at gøre, vider det gik. Bettina, som jo var rigtig godt gående, ville gå i forvejen og finde et godt refugium. Det sidste stykke mod Portomail, gik voldsom ned af, og jeg kunne mærke at mit venstre knæ begyndte at gøre ondt, sikkert fordi jeg kompenserede for min højre fod. Da jeg kom ind i Portomain kom Bettina løbende, ja du læsre rigtigt, løbende, hun havde fundet et rigtig flot refugium og der overnattede vi så. Jeg måtte ud i byen for at binde et bind til mit knæ, og det lykkes også. Bettina og jeg fandt et sted at spise og her kom Henriette fra Tyskland, fik jeg nogen sinde nævnt at Henriette er 76 år !! helt fantastisk som hun er gående. Hendes råd var et par dages pause til knæet, så ville det være klar igen, det ville jeg overveje. Dag 24 fra Portomain til Palas de Rai 25 km

Jeg må indrømme at hverken mit knæ eller min fod syntes at jeg skulle gå i dag, men jeg havde også erfaret at lidt efter lidt ville muskler og led blive varmet op, så det satsede jeg på også var tilfældet i dag. Det skulle så vise sig ikke at være tilfældet, jeg fik mig humpet til Palas de Rai, hvor jeg indkvarterede mig på et pensionat med 4 dages udsig til pause. Ikke lige hvad jeg havde ventet, men jeg kunne ikke støtte på mit venstre ben, så der var ingen valg. Palas de Rai var ikke den mest hyggelige by, men jeg skulle jo også bare ligge på min seng og holde pause. Det eneste jeg skulle, var at gå i byen for at spise, ellers lå jeg bare på sengen i 3 dage. Jeg købte mig et par vandre stave, så jeg havde støtte på begge benene, og måtte sige farvel til min vander stav som jeg jo havde med hjemmefra, men jeg kunne ikke bruge en stav til noget. På en af mine aftner med man, kom Daniel lige pludseligt, han var godt gående, og regnede med at være i Santiago om 3 dage altså mandag, vi fik lige opsummeret vores vandring siden vi sås sidst. Jeg blev i min seng indtil lørdag, hvor jeg besluttede at jeg ville prøve at gå vider om søndagen Dag 28 fra Palas de Rai til Boenet 20 km-

I dag er det søndag og jeg har 65 km til Santiago hvis jeg deler den op i 3 dage vil det kunne lade sig gøre. Jeg startede forsigtig ud gik ikke ret stærkt, og blev overhalet hele tiden, noget af en prøvelse, det plejede jo at være mig som overhalede, men sådan var det ikke nu, og jeg skulle bare gennemføre, så jeg var ligeglad. Det var noget af en prøvelse, det begyndte at gøre rigtig ondt efter ca 10 km. Og her holdte jeg min første pause i Melide. Jeg fandt en bar hvor jeg fik min kaffe og morgen mad. Jeg holdte en ½ times pause, da jeg så skulle af sted igen, var jeg blevet kold, og jeg kunne næsten ikke komme i gang, men udenfor byen gik det nogenlunde igen, og jeg besluttede at jeg godt kunne gå resten af turen. Det skulle snart vise sig at det nok ikke holdte, jeg humpede mig til Boenet, og måtte stoppe her. Selvfølge lå sovesalen på første sal i det eneste refugium som var her, så op af trappen og i køjen. Jeg skyndte mig at få et bad inden der kom flere, det var et flot sted, men et baderun/toilet til 50 mennesker, det kunne jeg godt se kunne blive et problem, så jeg fik altså taget et bad inden de andre begyndte at ankomme. Lidt efter lidt begyndte sovesalen at fyldes. Da alle havde fået et bad, humpede jeg på toilettet, hvor gulvet nu var blevet vådt, med det resultat at mine to vandre stave gled og jeg landede på gulvet på ryggen med et brag. Her besluttede jeg at det var slut, jeg kunne ikke gå vider det ville simpelhed være for vanvittigt, så nu skulle så jeg så beslutte hvad jeg skulle. Jeg humpede ned i baren og fik en øl, her sad to pilgrimme fra henholdsvis Holland og Canada, de bad mig sætte mig hos dem, det viste sig at de havde set mig humpe rundt og ville vide hvad der var sket. Det fortalte jeg dem, og de mente at jeg skulle på skadestuen, det syntes jeg lød som en god ide, og de hjalp mig med finde en taxa som kunne køre mig på skadestuen i næste by. Her blev jeg mødt at den mest arrogante læge jeg nogensinde havde mødt, jeg spurgte og hun talte engelsk, hvorpå hun kikkede på mig og sagde” Du er i Spanien, tal spansk” så jeg tænkte at det her bliver sjovt, hvordan kunne vi tale sammen, men hun havde en computer med et oversættelse program så jeg skrev på engelsk og hun på spansk, og på den måde fik jeg at vide alt hvad jeg godt viste i forvejen, intet nyt og der var ikke noget hun kunne gøre for mig, jeg skulle holde pause til tirsdag altså 2 dage, så fortalte jeg at jeg lige havde holdt 4 dag uden resultat. Men hun mente at to dage mere ville gøre det. På nuværende tidspunkt havde jeg besluttet at stoppe, jeg ville tage bussen til Santiago og finde et fly hjem. Jeg fortalte mine nye venner om min beslutning, og de mente at jeg skulle tage bussen til næste by sove på refugium og få mit stempel, tag bussen næste dag til næste by og gøre det samme, på dem måde ville jeg nå Santiago og få mit bevis på at jeg havde gået Caminoen, men det var ikke rigtig i min ånd. Jeg kunne ikke se mig selv humpe rundt på flere refugium og slet ikke forsøge at humpe rundt i Santiago. Så min beslutning om at køre til lufthavnen og finde et fly, blev det jeg gjorde. Jeg ankom til Santiago lufthavn kl.10 mandag morgen, og gik direkte til Spansk luftfart selskab, hvor jeg fik en fantastisk betjening af en ansat som talte dansk. Hun fandt et fly som fløj fra Coruna over London til København, i dag. Fantastisk. Tilbage i en bus og til Coruna som jeg nåede efter 2 timer kørsel Flyet fløj kl 1445 så masser af tid. Da jeg havde tjekket min bagage ind og skulle gennem sikkerheds tjek, fik jeg at vide at mine vandre stokke måtte jeg ikke tage med på flyet, jeg forsøgte at gøre opmærksom på at jeg ikke kunne gå uden, det var de ligeglade med, jeg måtte efterlade mine stave der, og humpe mig vejen til Danmark. Det var faktisk ikke så slemt, hvis jeg bare ikke satte mig ned, men holdte mig i gang. Nu er det jo bare sådan at du skal side ned i flyet, så det at komme i gang i London var noget af en prøvelse., og Heathrow i London er stor, jeg måtte tage toget fra den ene ende til den anden, med min rygsæk, som jeg havde pakket ind i to store genemsigtig plastikposer, så jeg kunne ikke engang tage den på ryggen men måtte bære den foran mig, og igen, jeg ville ikke sætte mig af frygt for ikke at kunne komme i gang igen. Vel om bord på flyet kunne jeg slappe af igen, indtil jeg skulle af, så startede det hele forfra, men nu var jeg i København. DSB havde besluttet at deres billetautomater ikke skulle virke, så jeg kunne ikke trække en billet, og jeg viste at det ville koste 750 kr at køre uden billet. Jeg tog chancen og kørte med til hovedbanegården, hvor jeg købte et rejsekort, og på den måde undgik jeg bøde. Det viste sig imidlertid at togpersonalet var forberedt så de havde dankort terminaler med så folk kunne købe en billet på toget, men jeg var jo ok. I Nyborg stod Lisbeth og ventede på mig, Hun havde hentet min bil og gav også en kop varmt hyldesaft, lige hvad jeg trængte til, desuden havde hun også købt noget mad ind til mig så jeg ikke skulle sulte, rigtig sødt af hende. Hjemme på Bymosen, fik jeg sat gang i vaskemaskinen, alt skulle jo vaskes, så det var bare at gå i gang. Sikkert hjemme, kunne jeg så begynde at tænke over min tur og de oplevelser som jeg havde haft, jeg måtte fokuserer på de 765 km jeg havde gået og ikke de 45 km jeg manglede. Jeg er stadig glad for at jeg ikke tog bussen ind til Santiago og fik mit bevis, det ville jeg ikke have haft det godt med. Jeg besluttede at jeg i 2015, når jeg skulle gå den portugisiske Camino fra Porto til Santiago, ville starte med at gå de sidste 45 km, af Camino de Santiago som jeg mangler, inden jeg tager toget til Porto og gå den næste Camino. På den måde får jeg det hele med. Nu skal jeg så lige lande, og stille og roligt finde ud af hvad jeg har oplevet både mentalt og fysisk, det tager jo nok lidt tid. Lige nu kan jeg ikke lave andet, da mit knæ stadigvæk efter 14 dage ikke er ok endnu Ps. Jeg har nu været hjemme i 1½ mdr. og savner den ro og fred som Caminoen tilbyder. Det har været et chok at komme hjem, og se hvad jeg har tilladt mig at være en del af. Stres og jag en naturlig del af hverdagen!. Jeg håber at jeg kan holde fast i min inder fred, men det er svært. Mit knæ er ved at være ok, stadig ikke til lange traveturer, men det kommer forhåbentligt.

Source: http://www.jfredborg.dk/Min%20Camino.pdf